Efter tirsdagens løb på Bagsværd stadion, hvor jeg skrev mig ind i historiebøgerne med den 6. hurtigste tid på 5000 m i Danmark nogensinde. Jeg løb 15.47.05 i et løb, hvor alt bare kørte præcist, som man håber på. Det er altid lidt noget andet når man løber konkurrencer i Danmark, hvor man nærmest bare tager direkte fra sofaen, for derefter at gå ud og løbe sit livs løb. Jeg havde inden løbet en tro på, at det nok skulle blive et godt løb, men jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg var så godt løbende allerede nu. Det var i tirsdags ikke andet end 9 dage siden, at jeg forbedrede mig PR med 5 sek., da jeg til E-Cup med Sparta i Tyrkiet løb 16.07. Jeg vidste godt at løbet i Tyrkiet ikke havde været optimalt, da der var relativt varmt og med et langsomt udlæg, men havde nok ikke lige forestillet mig, at jeg så kort tid efter ville skære yderligere 20 sek. af den tid.
Jeg var så heldig at blive kontaktet af Simon Jørn Hansen fra Baneturneringen, som tilbød at løbe pace for mig i tempo 3.11 (sluttid på 15.55). Det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til! Jeg har ikke før løbet et løb med pace, men det var utrolig dejligt ikke selv at skulle tænke på omgangstider, og bare følge med. Vi kom lidt hurtigt ud på den første km med en tid på 3.08, men regulerede hurtigt tiden på den næste km, og havde 6.22 ved 2 km, 9.33 ved 3 km, og ved 4 km var vi et sek foran tidsplanen med 12.44. Jeg havde næsten hele løbet igennem en følelse af, at det ikke rigtig gik hurtigt nok, men ventede på at jeg nok skulle blive presset på et eller andet tidspunkt. Det tidspunkt kom dog bare aldrig... Med 1 km igen beder jeg Simon om at skrue op for tempoet, og især på de to sidste omgange går det rigtig stærkt. Jeg slutter af med en sidste km lige over 3.00 tempo.
Jeg er naturligvis helt oppe at køre efter løbet, og virkelig stolt af mig selv! Men der går ikke lang tid inden jeg begynder at analysere løbet, og kan mærke at her er altså mere at komme efter. Man skal ikke i et 5000 m løb have det behageligt helt indtil der er 1 km igen, så næste gang er planen at ligge ud i 3.08 tempo, og så igen øge farten lidt på den sidste km. Planen er lagt, jeg går efter en tid på omkring 15.35 næste gang.
Når vi snakker tider, der nærmer sig de 15.30, begynder et andet mål pludselig også at melde sig i horisonten. Det synes ikke længere så urealistisk at klare et OL krav på 5000 m. eller 10.000 m., som lyder på henholdsvis 15.25 og 32.15.
Der er nogle rent praktiske ting, der skal falde på plads, førend det kan lade sig gøre at føre sådan en drøm ud i virkeligheden. Derfor vil jeg i den nærmeste fremtid se hvad jeg kan gøre for at min drøm måske kan blive til virkelighed!
Jeg træner virkelig godt for tiden, og det har jeg faktisk gjort lige siden Valdemars fødsel. Jeg har været forskånet for skader, og har kun været sat tilbage af en omgang sygdom. Min fremgang har været helt enorm, og jeg føler mig helt overbevist om, at den fremgang nok skal fortsætte!
(Jeg har opdateret "Ugens km" ude til højre på siden)