Højt at flyve, dybt at falde

Der har været rigtig stille på bloggen den sidste måneds tid, og dette skyldes, at jeg har været syg. Kort efter mit sidste indlæg lagde jeg med en slem omgang sygdom, der ikke lige sådan var til at komme af med. Jeg var på penicillin af to omgange, og havde feber i ca. 12 dage. Nu ved alle der har børn at det er svært at ligge sig i sengen bare fordi man er syg. Jeg prøvede derfor, så godt jeg kunne, at deltage i almindelige dagligdagsaktiviteter, men måtte flere gange erkende at min krop bare slet ikke ville det, jeg gerne ville have den til. Sygdommen kostede mig to uger uden træning, og her ved alle der har prøvet noget lignende, at to uger uden træning koster!
Jeg havde jo selvfølgelig planlagt en masse løb i den måned der er gået: De svenske mesterskaber på 10 km, BT Halvmarathon og Lillebælt Halvmarathon. Det er altid virkelig hårdt at måtte erkende at man bare ikke er klar, men i dette tilfælde gav det næste sig selv, for jeg var virkelig syg.
Det næste løb jeg planlægger at løbe bliver NM/DM 10.000 m i Århus om knap to uger. Jeg ved godt der ikke er længe til dette løb, og hvis jeg nogle dage inden løbet vurderer at jeg slet ikke er klar, melder jeg fra. Jeg skulle stadig gerne have en lang sæson foran mig, og jeg vil ikke ødelægge noget, ved at stille op til et løb, som jeg ikke er godt nok forberedt til. Weekenden efter NM tager jeg med Sparta til Tyrkiet for at konkurrere til Europa Cup for klubhold. Vi er her i den bedste liga, og jeg glæder mig virkelig meget til at komme til at få god konkurrence på 5000 m.
Jeg ved at min sygdom kommer til at skyde mig noget tilbage, og jeg kommer derfor først til at toppe noget senere, end jeg havde regnet med. Jeg synes mine resultater fra i år har vist, at der ligger nogle goder tider gemt i mig, og jeg er sikker på at en tid på 15.50 på 5000 m er inden for rækkevidde!!
Jeg har virkelig været nede i et dybt hul i forbindelse med den her sygdom, og det har været mentalt svært for mig at acceptere, at der bare ikke var noget at gøre. Jeg har følt mig utilstrækkelig både som mor, kæreste og løber. Jeg har gennem det sidste år bare været så utrolig heldig at være forskånet for skader, sygdom o.lign, samt haft massere af succes med mit løb, og det tror jeg bare, har gjort det endnu sværere for mig at komme igennem denne triste periode.