Sara Sig Møller - Eliteløber

Sara Sig Møller - Eliteløber
EM cross Hyeres 2015. Foto: Kim Gudmand

fredag den 21. marts 2014

Ny titel :-)

Der har efterhånden været stille på bloggen i rigtig lang tid, og det selvfølgelig med en god grund :-) Det hele startede tilbage i starten af juni måned 2013, da jeg efter mit PR løb i England fandt ud af at jeg var gravid. Det var en meget mærkelig følelse at stå med bare to dage efter mit bedste løb til dato, og en ny PR på 5000 m. på 16.12.37, og så erklære at der ville gå noget tid inden kroppen ville være klar til sådan en oplevelse igen. Men når det så er sagt så var det nu helt planlagt med graviditeten, men processen gik bare lidt hurtigere end Jakob og jeg havde regnet med :-) Jeg måtte derfor sande at sæsonen var slut nærmest inden den var gået i gang, men den glæde følelse jeg havde i kroppen over at skulle være mor overtrumfede alt!!
Nu handlede det egentlig bare om at lade naturen gå sin gang, og for første gang i mit liv måtte jeg sande at jeg ikke selv kunne kontrollere hvordan min krop havde det. Men set tilbage så havde jeg alt i alt en rigtig god graviditet uden de store gener. Jeg måtte dog opgive at løbe da jeg var 5 måneder henne, da presset på mit bækken blev for stort. Herefter har den så stået på ufattelig mange timer på crosstrainer samt noget spinning. Jeg trænede helt frem til og med uge 39, hvor jeg efterhånden måtte sande at jeg var så stor at det ikke længere var behageligt! Så en uge over tid, mandag d. 10. februar kl. 22.10, kom fantastiske lille Valdemar til verden, en stor baby på 4016 g. og 51 cm. Selv fødslen gik også helt efter bogen, og jeg kom, så smertefrit som man nu kan, igennem fødslen uden problemer!

Nu er det så ca. 6 uger siden jeg fødte, og træningen er i fuld sving :-) Da min fødsel var så ukompliceret følte jeg mig relativt tidligt klar til at træne, så 12 dage efter fødslen stod jeg igen på en crosstrainer. Siden da er det gået rigtig fint med at stå på crosstrainer, og jeg tænkte derfor fire uger efter fødslen at jeg nu ville prøve at løbe nogle små korte ture. Jeg startede ud helt stille og roligt med et meget langsomt tempo og kun 2,5 km af gangen. De første par gange gik okay, men ret hurtigt kunne jeg mærke at min core muskulatur simpelthen ikke var stærk nok til at løbe ordentligt, og jeg fik meget ondt i ryggen. Jeg har derfor sat lidt lidt på standby, og venter på at jeg får trænet min muskulatur op igen.

Under min genoptræning er jeg heldigvis i gode hænder hos AP Sundhedscenter, hvor jeg hver dag står ca. 1 time på crosstrainer. Dette bliver så suppleret af lidt styrketræning af benene samt stabilitetsøvelser. Derudover bliver jeg behandlet af oesteopat Gorm Alex Petersen, som nu har fulgt mig gennem de sidste fire år. Det er virkelig vigtigt for mig at få noget behandling engang imellem, og sikre mig at alt er som det skal være. Ikke mindst nu her hvor hovedet vil mere end kroppen er i stand til :-) Her er Gorm med til at give mig sparring på hvad jeg kan forvente af min krop, og hvad der simpelthen bare har brug for mere tid til at komme sig.

Hvad der venter sig af fremtiden rent sportsligt er svært at sige..... Som mange siger "Nyd nu at være mor, og giv dig selv tid til at slappe af....", og det gør jeg bestemt også! Men døgnet har nu engang mange timer, og jeg kan jo ikke sidde og kigge på barnet 24 timer i døgnet.... Han har jo også en far, der gerne vil bruge lidt tid sammen med ham :-) Lige nu prøver jeg ikke at se for langt frem og tage det hele en dag af gangen, men der er ikke nogen tvivl om at mit langsigtede mål er at komme tilbage til der hvor jeg var inden graviditeten. Jeg kan mærke, at jeg stadig har nogle sportslige ambitioner, der ikke er opfyldt.

Jeg ser frem til den kommende genoptræningsperiode, og er helt sikker på at jeg kan være både en fantastisk mor og en fantastisk løber på samme tid!