Sara Sig Møller - Eliteløber

Sara Sig Møller - Eliteløber
EM cross Hyeres 2015. Foto: Kim Gudmand

lørdag den 19. december 2015

16. plads til EM cross

Det er nu fem dage siden jeg kom hjem fra EM cross med en 16. plads i bagagen. Jeg havde inden løbet tænkt at et realistisk scenarie kunne være en top 10 placering, men jeg måtte sande at det havde jeg ikke benene til på dagen. Det skal ikke være nogen hemmelighed at det har været et noget hårdt liv, jeg har levet, siden jeg startede på fuldtidsarbejde d. 2. november. Jeg har følt mig nødsaget til at lave nogle små ændringer i min træning, for at kunne få hverdagen til at hænge sammen. Det er ikke meget jeg som sådan har ændret på min træning, men jeg kan især mærke det på min restitution. Der er bare ikke tid til at sætte sig ned og lave ingenting i løbet af en dag. Dette skal slet ikke forstås som om at jeg ikke bryder mig om min hverdag, for jeg synes virkelig, at jeg har fundet et fantastisk arbejde, og derudover nyder jeg min træning i fulde drag. Jeg savner måske bare lige en time mere i døgnet :-)
Jeg ser frem imod de næste måneders træning, og glæder mig til at få noget mere træning ind på kontoen. Jeg er begyndt at føre træningsdagbog igen, hvilket jeg ellers var stoppet med en kort periode, da jeg startede på arbejde. Jeg var bange for at det ville give mig dårlig samvittighed, hvis jeg kunne se sort på hvidt, at jeg ikke fik trænet det jeg skulle, men jeg har virkelig brug for at have et overblik over, hvad det er, jeg render rundt og laver. Når jeg kigger tilbage på de seneste måneders træning som jeg nu har fået registreret, kan jeg også sande at der skal nogle flere måneders træning til før jeg er der hvor jeg gerne vil være. Jeg er dog ikke nervøs, og er sikker på at min progression i træningen nok skal bringe mig til EM i Amsterdam til sommer og skære de 8 sek. af min 5000 m. tid, der skal til for at klare kravet på 15.37.00.
For at vende tilbage til EM cross igen..... Først skal jeg sige at jeg havde den bedste tur jeg har haft længe!! Hvor var der bare en FED stemning på holdet. Jeg må virkelig sige at vi hver især formår at få det bedste frem i hinanden. Der blev kæmpet på alle fronter, og alle var så ivrige for at vise hvad de duer til. Det er man bare stolt over at være en del af, og generelt stolt over at repræsentere Danmark. Dernæst lige en kort kommentar om mit eget løb: Jeg havde en rigtig god fornemmelse i kroppen da jeg tog afsted til Sydfrankrig, og følte mig overbevist om at jeg nok skulle levere et godt resultat. Det seneste års succes på løbebanen har virkelig givet mig selvtillid, men samtidig også en ro og tro på egne evner, når jeg er i vigtigt konkurrencer. Selve konkurrencen forløb fuldstændig som planlagt. Jeg er og bliver aldrig en raket ud af startboksen, og lagde mig derfor fra start ca. midt i feltet. Jeg synes dog, jeg havde lidt svært ved at finde en rytme den første halvdel af løbet, og ubehag i den ene side af ryggen, gjorde at jeg havde svært ved at øge mit pace, selvom jeg egentlig følte at benene ville noget mere. Jeg lå hele løbet sammen med Anna Holm Baumeister, og vi fandt et godt samarbejde. Vi kæmpede os langsomt frem i feltet, og i mål var det få sekunder der i sidste ende holdt os ude af top 10.
Jeg kan ikke andet end at være tilfreds med min præstation, og være glad for at mit udgangspunkt for den kommende sæson trods alt er væsentlig bedre end sidste år. 
Mit næste løb bliver 10 km til nytårsløb i Sparta. Jakob mener at der skal sættes lidt bremse på, så nu må vi se hvad jeg får lov til :-)
Anna og jeg sidder lige nu med krydsede fingre, og håber så meget at vi bliver udtaget til Great Edinburgh XCountry, et stort cross løb, hvor et hold fra Europa skal dyste mod et hold fra Storbritannien og et hold fra USA. Sidste år endte jeg med at komme med på et afbud (på trods af at jeg kun blev placeret som nr. 24 til EM). Så jeg satser på en god julegave igen i år! Det var virkelig en stor oplevelse sidste år, hvor jeg meget uventet endte på en 10. plads i det meget skrappe felt.

søndag den 15. november 2015

En ny hverdag

Den 2. nov startede jeg på en fuldtidsstilling som Clinical Trial Assistant hos Quintiles i Hellerup. Det har været noget af en omvæltning af min hverdag, da jeg i meget lang tid har kunnet bestemme over min egen tid. Min første dag på arbejde valgte Valdemar selvfølgelig lige at blive syg, og kombineret med Jakob der skulle have en 48 timers eksamen samme dag, synes det hele lige lidt uoverskueligt. Jeg må også ærligt sige at jeg derfor flere gange i sidste uge var ved at kaste håndklædet i ringen, og erkende at et fuldtidsarbejde, et lille barn og en elite-løbekarriere, måske lige var lidt for meget på en gang. Det var dog som om at, når jeg havde taget beslutningen om ikke at ville løbe på eliteniveau mere, blev lidt trist indvendig. Jeg har igennem meget lang tid ikke været skadet, og mit niveau synes at løfte sig for hver måned der går, og det er klart, at det i sig selv virkelig øger motivationen for at blive ved!!
Den sidste uges tid er det som om at jeg er ved at finde ind i min nye hverdag, og synes egentlig at jeg har fået plads til alt det jeg gerne vil have skal være en fast del af min hverdag. Jeg har heldigvis et meget fleksibelt arbejde, som gør at jeg kan lave meget af mit arbejde hjemme, samt om aftenen, og selv passe ind hvornår jeg møder om morgenen. Jeg står op hver morgen kl. 5.45, og løber 8 km inden Valdemar vågner. Så har jeg stadig lidt tid sammen med ham om morgenen, inden jeg møder på arbejde kl. 7.45. Oftest går jeg fra arbejdet kl. 15, og henter så Valdemar i vuggestuen. Her har vi så typisk 1½ times tid hvor vi leger og hygger, og så løber jeg typisk ca. 8-10 km igen sen eftermiddag. Mine morgenture bliver løbet i ca. 4.00/km og eftermiddagsturene prøver jeg at effektivisere lidt ved at indlægge en "hurtig" 5 km i midten i ca. 3.45/50 tempo. Jeg løber intervaller to gange om ugen, typisk tirsdag og lørdag. En hverdag + lørdag og søndag løber jeg kun en tur, som giver mig den tid til familien, jeg ikke har lyst til at undvære. Jeg vil rigtig gerne fortsætte min løbekarriere, men det skal ikke være for enhver pris! Jeg synes derfor, at jeg har fået lavet nogle gode justeringer, som gør at jeg kan være tilfreds med, hvordan jeg fordeler min fritid.
Jeg måtte desværre melde fra til NM cross pga. en del sygdom i ugerne op til løbet, og havde egentlig mest brug for at blive hjemme og få lavet noget ordentlig træning. Men, når det så er sagt, er det EM cross i december, jeg gennem længere tid har haft fokus på. Der er nu en måned til løbet, og med de praktiske ting omkring min træning på plads, tror jeg stadig på en god placering. 
Jeg er selvfølgelig lidt spændt på at se hvad ændringerne i min træning kommer til at "koste" mig, men set ud fra de tider, jeg løber på mine intervaller, er der ikke umiddelbart grund til bekymring :-)
Jegsynes det er rigtig vigtigt at man gør det, som gør en glad, for det er i sidste ende også det som gør dig til en god mor og en god kæreste. Jeg har i hvert fald fundet en ro i mig selv nu, og tror på at projekt "Sara - eliteløber", godt kan fungere lidt endnu!

tirsdag den 6. oktober 2015

Eremitageløbet 2015

Jeg havde virkelig glædet mig til E-løbet i søndags, da jeg godt var klar over at formen burde være en lille smule bedre end samme tidspunkt sidste år. Jeg har dog virkelig ikke løbet særlig mange kilometer de sidste to måneder, og rammer nok ikke et snit der ligger meget højere end 85 km. Jeg har heller ikke løbet særlig meget fart, men bare holdt fast i mine ture, som ligger på 3.50-4.00 tempo, alt efter hvor friske benene og hovedet er.
Min tid på 33.48 til Friløbet for to uger siden indikerede dog at grundformen er ganske ok, og jeg håbede derfor at det var nok til at tage sejren. Et par dage inden løbet fik jeg at vide, at Anna Holm ikke ville komme, da hun prioriterede en lang tur op mod Frankfurt. Det var lidt ærgerligt, da jeg havde set frem til revanche for sidste år. Men det var nu ikke Anna jeg frygtede mest, set i forhold til at løbe sejren hjem. Jeg har jo fulgt lidt med i Sylvia Kiberenges udvikling gennem de sidste par måneder, og hun virkede pludselig skræmmende stærk. Men, men, men meget kan jo ske på et langt og kuperet løb, tænkte jeg.
Da starten gik blev der som sædvanelig løbet vildt stærkt, og jeg gjorde mit bedste for at komme med, og finde frem til den rette gruppe. Allerede efter 500-1000 m sætter Sylvia yderligere tempo på, og jeg synes allerede tempoet er rigelig højt, så jeg finder mit eget tempo, og håber at jeg måske henter hende på et tidspunkt. Jeg finder ind i en gruppe, eller det vil sige jeg finder mig selv i front af en gruppe resten af løbet. Der var dog absolut ikke en vind der rørte sig, så det gjorde mig ikke det helt store at trække de andre igennem i et stabilt pace. Hele løbet igennem har jeg det faktisk rigtig godt, og timer mine kræfter godt, så der lige akkurat ikke er mere tilbage at gi af, da jeg kommer i mål.
Jeg havde inden start håbet på måske at kunne løbe ca. 45.30, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg var i form til at løbe 45.11. På trods af den gode tid, var det alligevel svært at kunne glæde sig fuldt ud over tiden, da jeg både for min egen skyld, men også rigtig meget for mine sponsorers skyld, gerne ville have vundet! Mine sponsorer giver mig så meget støtte i den daglige træning, og med en sejr og lidt medieomtale, kan jeg give noget tilbage den anden vej. Det må blive en anden gang :-)
Jakob gik selvfølgelig, som den talnørd han er, straks igang med at se de gamle vindertider fra E-løbet. Han kunne finde resultater tilbage fra 2000, og med undtagelse af et enkelt år hvor Dorte Vibjerg vandt i ca. 44.30, ville min tid have givet mig en sejr. Jeg ved, at Jakob er rigtig tilfreds med, hvor jeg er i min træning på nuværende tidspunkt, og jeg gør mit bedste som atlet for at vise, at man kommer rigtig langt med tålmodighed og kontinuitet.
Der er nu ca. en måned til NM cross i Göteborg, og derfra yderligere en måned til EM cross i Frankrig. Hvis alt går efter planen fra nu, og jeg holder mig skadesfri de næste par måneder, så tror jeg bestemt på at jeg kan se frem til et EM, hvor jeg kan blande mig i top 10.

onsdag den 30. september 2015

Gang i vintertræningen

Jeg har nu i en måneds tid været i gang med opbygning af træningen frem mod EM cross d. 13. december. Nogle vil måske synes at jeg valgte at holde sæsonpause lidt tidligt, men jeg synes selv at jeg havde haft verdens længste sæson og havde virkelig brug for at koble fra. Mængdemæssigt træner jeg ikke særlig meget lige nu. Jeg startede på 89 km den første uge af træningen, og når i denne uge op på 106 km. Vi har ikke travlt :-) Jeg løber fart to gange om ugen, og disse intervalpas blive stille og roligt hårdere og hårdere, og på et tidspunkt udbygget til tre pas om ugen.

Jeg startede næsten min vintertræning på bedst mulige måde da jeg efter tre uger med meget let træning løb 16.14 til den sidste runde af Baneturneringen. Jeg løb mig på ingen måder ud i det løb, og var virkelig overrasket bagefter over at det havde været så let for mig at løbe den tid. Jeg kunne ikke på nogen måder have ønsket mig et bedre udgangspunkt for den kommende træning! Ser man på mit niveau på samme tidspunkt sidste år, var det noget helt andet.

Jeg har i år valgt at satse på EM cross som et af mine store mål, da jeg i den sidste sæson fik øjnene op for at jeg måske virkelig har et stort potentiale i den disciplin også. Mit første løb her i basetræningsperioden var 10 km til Friløbet. Mit mål med at løbe dette var egentlig bare at få lidt variation ind i træningen, og så få en god tempotur. Jeg havde absolut ingen ambition om at skulle løbe all-out. Jeg fandt ret hurtigt en god rytme, og lå sammen med et par stykker andre, som jeg ikke havde noget problem med at give lidt læ i modvinden nede ved søerne. Jeg løb et meget stabilt jævnt løb, i en igen overraskende god tid på 33.49.
Om få dage står den så på et legendarisk opgør til Eremitageløbet. Dette løb har bare en helt speciel status, og er et løb som de fleste eliteløbere virkelig gerne vil vinde. Sidste år fungerede dette løb lidt som mit "come-back" løb, da Valdemar kun var 8 mdr. gammel. Her tror jeg lidt at jeg overraskede alle, såvel som mig selv, da jeg kunne løbe i mål i tiden 46.00, kun 8 sek. efter Anna Holm.
På søndag er Anna Holm, Sylvia Kiberenge, Anna Møller og jeg til start, og jeg mindes at det er rigtig længe siden, at der har været fire kandidater som alle har en rigtig stor chance for at løbe med sejren!
Jeg er på ingen måder i topform lige nu, men jeg har haft nogle rigtig gode intervalpas, som indikerer at formen er rigtig god!!!
Jeg er desuden gået i gang med at implementere benstyrke i min træning, som jeg laver to gange om ugen. Styrketræningen skal både fungere som skadesforebyggelse, samt give mig lidt mere eksplosivitet, som jeg forhåbentlig kan tage med mig på bakkerne i Dyrehaven på søndag :-)

To uger efter Eremitageløbet tager jeg endnu engang til Norge for at løbe Hytteplanmila, ligesom jeg gjorde sidste år, hvor jeg satte dansk årsbedste med tiden 34.08. Denne tid regner jeg med skal have et kraftigt hug nedad, og måske endda en tid under min PR på 33.15.

fredag den 21. august 2015

Ny PR på 5000 m og en 2. plads til DM 5000 m

Nu er der jo så igen gået en måned siden min sidste opdatering, og det skyldes primært at jeg har holdt ferie. Dem som har børn ved, at man ikke har så meget tid til sig selv, når man samtidig skal passe et barn. Ferien er blevet brugt med to uger i Århus og en uge med All-Inclusive i Bulgarien. De første to uger af ferien var det godt at vi var i Århus, for så havde vi lidt hjælp til at passe Valdemar. Min træning fylder jo rigtig meget i det daglige, og når Valdemar så er hjemme, så mærker man ligesom endnu mere hvor meget træningen fylder. Jeg tog derfor også i løbet af de uger en beslutning om at jeg ville tage en sæsonpause efter DM 5000 m. Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at have lidt mere tid og overskud til familien i en periode, da jeg har haft en meget lang sæson, som nærmest startede tilbage i december 2014 med EM cross. Det er vigtigt at respektere at kroppen, og ikke mindst hovedet, har brug for en pause. For mit vedkommende betyder en off-season et par kilo mere på sidebenene, og så ellers at nyde ikke at skulle ud og træne to gange om dagen!

Et par uger før DM 5000 m var jeg virkelig bitter over at jeg ikke rigtig synes at jeg havde fået vist mit fulde potentiale denne sæson på 5000 m. Jeg var i virkelig god form, og jeg jeg fik derfor min manager til at finde et løb til mig. Det endte med at blive d. 1. august i Belgien, en uge før DM. Umiddelbart passede det ok ind i mine planer, og jeg håbede på at feltet ville vise sig at være rigtig godt. Det er efterhånden ret svært for mig at finde nogle gode 5000 m. løb, da jeg lige præcis ikke er god nok til at være med i et Diamond League felt. Da jeg så startlisten var jeg den der havde den hurtigste tid med ca. 8-10 sek ned til de næste. Jeg havde et håb om at kunne komme tættere på OL kravet på de 15.20, men det skulle hurtigt vise sig at det blev alt andet end dagen hvor det skulle lykkedes.
Stævnet i Belgien har været arrangeret 24 gange før, så man skulle synes de havde en del erfaring med afviklingen af et stævne i den størrelsesorden. Ifølge programmet var jeg sat til at skulle løbe kl. 21.20 i et rent kvindefelt. Lidt forsinkelser, som jeg var klar over inden min opvarmning, gjorde dog at det skulle blive med start ca. 22.15. Da klokken er ca. 22.15 står der både en masse herre 5000 m løbere og nogle enkelte dame 5000 m løbere ovre ved starten, og er meget forvirrede over hvem der skal løbe først. Lige pludselig annoncerer arrangørerne så at kvindernes løb ikke skal løbes nu alligevel, og skal løbes som det sidste løb i programmet. Med lidt hurtig hovedregning kan jeg se at dette tidspunkt kommer til at blive i nærheden af kl. 01.00. Til at begynde med er jeg vildt frustreret og arrig over at blive behandlet på den måde, og flere af løberne ender også med at tage hjem. Der hersker total kaos på stadion, og alle render rundt og råber og skriger af hinanden.
Andreas Bueno havde løbet 1500 m tidligere på aftenen, og han er så sød at blive på stadion sammen med mig de efterfølgende timer, og bakke mig op. Jeg tog hurtigt en beslutning om at jeg fandme ikke var rejst hele vejen derned og havde spildt to dage på et hotelværelse uden at komme til at løbe et løb. Jeg laver derfor endnu en omgang opvarmning kl. ca. 01.00, og løbet går så i gang kl. 01.20!!! Jeg prøvede alt hvad jeg kunne at "vaske tavlen ren", og ikke tænke så meget på at forholdende var helt hen i vejret. Jeg kom til at løbe i et blandet heat, med herrer der løb fra 15.25 og op. Jeg vidste derfor at jeg nok skulle finde nogle der passede i mit pace. Jeg havde med vilje ikke ur på, og prøvede bare at finde en så god rytme som muligt. Sluttiden bliver 15.45.07, og jeg sætter PR med 2 sek. Jeg var egentlig ret stolt over overhovedet at kunne løbe så hurtigt under så horrible forhold, men det var jo bare slet ikke det jeg kom efter... Jeg ved at under de optimale betingelser havde resultatet været helt anderledes!!!

Hjemme i Danmark var det så tid til at bruge de sidste dage på at forberede mig til DM på 5000 m. Et par dage efter løbet i Belgien havde jeg et rigtig godt intervalpas, og jeg følte mig virkelig overbevist om at den skulle jeg nok vinde. Der sker dog det 4 dage inden DM at jeg får feber.... Jeg tænker at det skal nok gå over, men dagen inden DM havde jeg nærmest afskrevet sandsynligheden for at jeg ville stille til start dagen efter. Da jeg vågner søndag morgen lunter jeg en lille tur, og beslutter at jeg stiller til start. Jeg havde simpelthen glædet mig mig så meget til at skulle løbe det løb, og kunne ikke bære tanken om ikke at komme til start. Normalt ville jeg have rystet på hovedet af andre der kunne finde på at løbe med sygdom i kroppen, men som de fleste ved, så gælder der altid andre regler for en selv ;-)
Min plan for løbet var efter ca. 800 m at gå frem og sætte et så højt tempo at de andre ville falde af. Det skulle dog vise sig at blive ret så svært... Jeg var simpelthen for mærket af min sygdom og løb hele tiden et par sekunder for langsom pr. omgang, og det smider man ikke de andre ved.... Anna Møller går forbi mig med 200 m igen, og der er jeg bare så træt, at jeg ikke kan gøre andet end at slæbe mig i mål på en sølle 2. plads. Jeg havde håbet at kunne slutte sæsonen af med en sejr, men desværre kan man ikke altid styre hvordan tingene går...

Nu er det så med at lade batterierne op og se frem mod den kommende sæson. Jeg glæder mig til at starte den næste træningsfase, og nyder den variation det giver i træningen, når man ikke bare konkurrerer året rundt. Det handler om at passe på sin krop og respektere at rolige perioder er nødvendige!!!

tirsdag den 21. juli 2015

CPH Kvindeløb + en DNS til 5000 m. i Blovstrød

Nu er det så igen ved at være noget tid siden jeg sidst har fået opdateret mig blog, og der er selvfølgelig sket en masse siden sidst!

I weekenden d. 20./21. juni havde jeg valgt at blive hjemme fra landskamp i Bulgarien, da Jakob skulle op og forsvare sin bachelor om mandagen. Jeg syntes ikke det var helt fair bare at efterlade ham alene med Valdemar, så han ikke havde mulighed for at forberede sig ordenligt.
Jeg valgte i stedet at blive hjemme for at løbe 10 km. Kvindeløb i Sparta. Sidste år løb jeg dette løb ca. 4 mdr. efter Valdemars fødsel, hvor jeg var hare for nogle piger, som gerne ville under de 40 min. I år var det så min egen tur til at fyre den af!! Jeg kunne inden løbet godt se, på de tider der var tilmeldt fra de andre piger, at jeg nok ville komme til at løbe alene hele vejen. Al min træning foregår alene, så det var ikke på den måde uvant for mig at løbe selv. Jeg måtte bare sande at et var lidt mentalt hårdt at løbe 10 km selv.... Man kan nå at tænke mange tanker undervejs :-) Inderst inde havde jeg nok et lille håb om at jeg kunne løbe under 33 min, men det manglede der altså lidt selskab for at det kunne blive en realitet. Jeg løb så hårdt som jeg nu kunne, og tiden blev 33.15 og dermed ny ruterekord med knap 15 sek. Jeg håber at kunne finde mig et 10 km løb senere på sæsonen så jeg kan komme under de 33 min. Jeg ved det er muligt!!

Efter mit sidste Baneturneringsløb i Bagsværd d. 9. juni kontaktede jeg Per Le Fevre og Simon Jørn Hansen, for at høre om de havde mulighed for at klemme et 5000 m løb ind til mig til Baneturneringsrunden i Blovstrød. Vi aftalte at jeg skulle skrive og melde mig klar ca. 10 dage inden, og så ville de sætte det i værk. Træningen havde kørt fuldstændig upåklageligt, men så skete der desværre det knap en uge inden løbet at jeg fik lidt problemer oppe omkring lysken på mit højre ben. Jeg måtte tage et par dage uden løb, og da onsdagen for løbet så kom blev jeg desværre nødt til at sande at jeg ikke følte mig klar nok. Når man skal ud og løbe sit livs løb, og ligge helt på grænsen af hvad man kan holde til, så må man ikke have ondt. Jeg ville heller ikke risikere at miste resten af min sæson fordi jeg skulle rende rundt med en dum skade.

Det var faktisk lidt underligt for mig at rende ind i skadesproblemer, da jeg faktisk har trænet problemfrit lige siden min (efterhånden meget lange) sæson startede i oktober måned sidste år. I perioden efter denne lille skade har jeg døjet en lille smule med at motivere mig i den daglige træning. Det skyldes en kombination af flere ting. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes at når man træner med en lille smule smerte, så påvirker det ens lyst til at træne, men jeg tror selv at problemet ligger et andet sted. Valdemar er efterhånden blevet en stor dreng, og til dem der ikke selv har børn, kan jeg sige at der er ret meget gang i en dreng på 1½ år. Dette tærer efterhånden rigtig meget på den energi jeg skulle bruge til at restituere, og jeg kan mærke at det efterhånden er sværere og sværere at kombinere livet som mor med livet som eliteløber.
Den ting der dog nok fylder allermest i mit hoved er min jobsituation. Jeg har siden jeg blev færdig på barsel i januar måned søgt job, og indtil videre uden held. Jeg har været til samtale flere forskellige steder, men der er ikke kommet noget job i hus. Det er rigtig frustrerende at have brugt så meget tid og energi på at tage en lang uddannelse, og så ikke at kunne bruge den viden til noget.
Så en ting er at være skadesfri og i stand til at træne, men noget andet er at der også er andre ting der påvirker hvordan din krop reagerer på træning samt din lyst til at træne.

Der er nu knap tre uger til DM 5000 m i Århus. Et løb jeg har glædet mig rigtig meget til!!! Niveauaet inden for dansk atletik er virkelig blevet løftet i år, og jeg synes det er fedt at vide at jeg virkelig skal være i topform hvis jeg skal vinde det løb. Dette er til gengæld noget der virkelig kan motivere mig i min træning, og det er dette løb jeg tænker på når jeg ligger alene på Lyngby Stadion og løber syreintervaller :-)


(Ugens km er opdateret ude til højre)

søndag den 14. juni 2015

Sommer i Rio?

Efter tirsdagens løb på Bagsværd stadion, hvor jeg skrev mig ind i historiebøgerne med den 6. hurtigste tid på 5000 m i Danmark nogensinde. Jeg løb 15.47.05 i et løb, hvor alt bare kørte præcist, som man håber på. Det er altid lidt noget andet når man løber konkurrencer i Danmark, hvor man nærmest bare tager direkte fra sofaen, for derefter at gå ud og løbe sit livs løb. Jeg havde inden løbet en tro på, at det nok skulle blive et godt løb, men jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg var så godt løbende allerede nu. Det var i tirsdags ikke andet end 9 dage siden, at jeg forbedrede mig PR med 5 sek., da jeg til E-Cup med Sparta i Tyrkiet løb 16.07. Jeg vidste godt at løbet i Tyrkiet ikke havde været optimalt, da der var relativt varmt og med et langsomt udlæg, men havde nok ikke lige forestillet mig, at jeg så kort tid efter ville skære yderligere 20 sek. af den tid.
Jeg var så heldig at blive kontaktet af Simon Jørn Hansen fra Baneturneringen, som tilbød at løbe pace for mig i tempo 3.11 (sluttid på 15.55). Det sagde jeg selvfølgelig ikke nej til! Jeg har ikke før løbet et løb med pace, men det var utrolig dejligt ikke selv at skulle tænke på omgangstider, og bare følge med. Vi kom lidt hurtigt ud på den første km med en tid på 3.08, men regulerede hurtigt tiden på den næste km, og havde 6.22 ved 2 km, 9.33 ved 3 km, og ved 4 km var vi et sek foran tidsplanen med 12.44. Jeg havde næsten hele løbet igennem en følelse af, at det ikke rigtig gik hurtigt nok, men ventede på at jeg nok skulle blive presset på et eller andet tidspunkt. Det tidspunkt kom dog bare aldrig... Med 1 km igen beder jeg Simon om at skrue op for tempoet, og især på de to sidste omgange går det rigtig stærkt. Jeg slutter af med en sidste km lige over 3.00 tempo.
Jeg er naturligvis helt oppe at køre efter løbet, og virkelig stolt af mig selv! Men der går ikke lang tid inden jeg begynder at analysere løbet, og kan mærke at her er altså mere at komme efter. Man skal ikke i et 5000 m løb have det behageligt helt indtil der er 1 km igen, så næste gang er planen at ligge ud i 3.08 tempo, og så igen øge farten lidt på den sidste km. Planen er lagt, jeg går efter en tid på omkring 15.35 næste gang.
Når vi snakker tider, der nærmer sig de 15.30, begynder et andet mål pludselig også at melde sig i horisonten. Det synes ikke længere så urealistisk at klare et OL krav på 5000 m. eller 10.000 m., som lyder på henholdsvis 15.25 og 32.15.
Der er nogle rent praktiske ting, der skal falde på plads, førend det kan lade sig gøre at føre sådan en drøm ud i virkeligheden. Derfor vil jeg i den nærmeste fremtid se hvad jeg kan gøre for at min drøm måske kan blive til virkelighed!
Jeg træner virkelig godt for tiden, og det har jeg faktisk gjort lige siden Valdemars fødsel. Jeg har været forskånet for skader, og har kun været sat tilbage af en omgang sygdom. Min fremgang har været helt enorm, og jeg føler mig helt overbevist om, at den fremgang nok skal fortsætte!




(Jeg har opdateret "Ugens km" ude til højre på siden)

mandag den 11. maj 2015

Højt at flyve, dybt at falde

Der har været rigtig stille på bloggen den sidste måneds tid, og dette skyldes, at jeg har været syg. Kort efter mit sidste indlæg lagde jeg med en slem omgang sygdom, der ikke lige sådan var til at komme af med. Jeg var på penicillin af to omgange, og havde feber i ca. 12 dage. Nu ved alle der har børn at det er svært at ligge sig i sengen bare fordi man er syg. Jeg prøvede derfor, så godt jeg kunne, at deltage i almindelige dagligdagsaktiviteter, men måtte flere gange erkende at min krop bare slet ikke ville det, jeg gerne ville have den til. Sygdommen kostede mig to uger uden træning, og her ved alle der har prøvet noget lignende, at to uger uden træning koster!
Jeg havde jo selvfølgelig planlagt en masse løb i den måned der er gået: De svenske mesterskaber på 10 km, BT Halvmarathon og Lillebælt Halvmarathon. Det er altid virkelig hårdt at måtte erkende at man bare ikke er klar, men i dette tilfælde gav det næste sig selv, for jeg var virkelig syg.
Det næste løb jeg planlægger at løbe bliver NM/DM 10.000 m i Århus om knap to uger. Jeg ved godt der ikke er længe til dette løb, og hvis jeg nogle dage inden løbet vurderer at jeg slet ikke er klar, melder jeg fra. Jeg skulle stadig gerne have en lang sæson foran mig, og jeg vil ikke ødelægge noget, ved at stille op til et løb, som jeg ikke er godt nok forberedt til. Weekenden efter NM tager jeg med Sparta til Tyrkiet for at konkurrere til Europa Cup for klubhold. Vi er her i den bedste liga, og jeg glæder mig virkelig meget til at komme til at få god konkurrence på 5000 m.
Jeg ved at min sygdom kommer til at skyde mig noget tilbage, og jeg kommer derfor først til at toppe noget senere, end jeg havde regnet med. Jeg synes mine resultater fra i år har vist, at der ligger nogle goder tider gemt i mig, og jeg er sikker på at en tid på 15.50 på 5000 m er inden for rækkevidde!!
Jeg har virkelig været nede i et dybt hul i forbindelse med den her sygdom, og det har været mentalt svært for mig at acceptere, at der bare ikke var noget at gøre. Jeg har følt mig utilstrækkelig både som mor, kæreste og løber. Jeg har gennem det sidste år bare været så utrolig heldig at være forskånet for skader, sygdom o.lign, samt haft massere af succes med mit løb, og det tror jeg bare, har gjort det endnu sværere for mig at komme igennem denne triste periode.

mandag den 13. april 2015

Dronning af Degnemosen

Der er nu gået et par uger siden jeg kom hjem fra Kina, og træningen kører rigtig godt. Det tog lige et par dage at komme sig over den lange rejse, men træningen har kørt forbløffende godt. Det kræver altid lige lidt ekstra mental energi at skulle se frem mod nye løbemål, men her er det godt at kalenderen og træningsprogrammet er planlagt på forhånd. Så er det bare at komme ind i den gamle rytme, og inden man har set sig om, virker VM meget langt væk.

I lørdags var tempotræningen henlagt til Degnemoseløbet. Jeg har løbet og vundet dette løb i 2010, 2011, 2012 og 2013, og i 2014 var det desværre lidt for tæt på Valdemars fødsel til at jeg kunne deltage. Degnemoseløbet er et rigtig hyggeligt lille løb med ca. 200 løbere, og foregår på en 1,75 km. rundstrækning. Ruten på de i alt 7 km byder på et meget vekslende terræn bestående af både asfalt, grus, bakker og trapper. I 2013 satte jeg løbsrekord derude med tiden 24.27 min og jeg vidste at denne rekord skulle have et nøk ned i år. Udgangspunktet for dagen var at det skulle føles som en hård tempotur (som jeg oftest løber en af om ugen). Jeg fandt et rigtig godt og stabilt pace, som jeg holdt hele vejen, og løb i mål som vinder (både for mænd og kvinder) i tiden 23.16 min. Jeg var virkelig overrasket over at jeg kunne løbe så hurtigt, og det tegner rigtig godt for næste weekends udfordring: De svenske mesterskaber på 10 km.
Jeg besluttede for et par uger siden at tage til Malmø lørdag d. 18. april for at løbe de svenske mesterskaber på 10 km. Løbet foregår nemlig som en del af et motionsløb, hvor både mænd og kvinder løber samtidig. Det betyder at der er rigtig gode muligheder for at få nogle mænd at ligge i gruppe sammen med, og dermed flere til at hjælpe med at holde pace. Flere af de gode svenske kvinder kommer og løber: Isabellah Andersson, Charlotta Fougberg og Sarah Lahti. Disse kvinder kan alle løbe lige under eller omkring 33 min. Det bliver fedt at måle sig med dem!!
Weekenden efter de svenske mesterskaber skal jeg løbe BT Halvmarathon, og derefter bliver der ca, 4 uger uden konkurrencer, og dermed forberedelse frem mod sæsonens 5000 meter baneløb.

Husk at opdateringen for ugens km står ude i højre side.

mandag den 30. marts 2015

35. plads til VM cross

Wauw!!! Jeg er nu kommet på den anden side af VM cross i Guiyang, Kina, og er virkelig stolt over den præstation jeg leverede ved lørdagens mesterskab. Jeg blev nr. 35, og en placering som den 4. bedste europæer. Jeg havde virkelig håbet på at jeg her efter løbet ville kunne sige at jeg havde forberedt mig 100 % som jeg havde håbet på, at min motivation var 100 % i top, og at jeg gav mig 100 % hele vejen gennem løbet. Det er heldigvis tilfældet! Jeg har haft den bedste tur til Kina, og kunne ikke have ønsket mig en bedre oplevelse i mit første møde med et VM i cross.


Løbet foregik på en 2 km rundstrækning ca. 30 km uden for værtsbyen Guiyang, og for seniorkvindernes vedkommende stod den på fire omgange på den ret så krævende rute. Vi havde dagen inden løbet været ude for at træne på ruten, og allerede her kunne jeg mærke at det nok skulle blive rigtig godt! Vi var 81 kvinder til start, og jeg havde inden start sat mig en målsætning om forhåbentlig at kunne havne i top 50. Jeg fik mig en rigtig fin start, og lå efter første omgang placeret som nr. 63, efter anden omgang nr. 47, og efter tredje omgang nr. 40. Det gælder nok for alle at man med en omgang igen er ved at være ret brugt, og sidste omgang prøvede jeg at holde hovedet koldt, og se hvor mange flere jeg kunne nå at hente. Jeg overhaler en ca. 20 m. før mål, og kan løbe i mål som nr. 35. En placering jeg efterfølgende næsten kunne få helt tårer i øjnene over. Dette tror jeg var en kombination af flere ting. Jeg har jo gennem lang tid vidst at jeg skulle til dette mesterskab, og forberedt mig til det så godt som jeg overhovedet kunne, og så er det bare en enorm forløsning når alt går op i en højere enhed. Her dagen derpå har jeg ret ømme ben, så alt er som det skal være, når man bare har givet sig fuldt ud!

Det har været den fedeste tur til Kina, og hele arrangementet var planlagt ned til mindste detalje. Der har faktisk slet ikke været noget at sætte en finger på! Det har været dejligt at være afsted sammen med de andre piger fra holdet, og der har under hele turen hersket en stemning af seriøsitet og vilje til at gøre det så godt som muligt!


Der er ikke så meget tid til at hvile på laurbærrene, da den næste konkurrence er BT Halvmaraton d. 26. april. Så der skal lige lidt kilometer i benene igen, og så ellers i gang med nogle længere intervaller.

mandag den 23. marts 2015

Tre ugers stabil træningsperiode

Som overskriften siger har de sidste tre uger budt på en stabil træningsperiode, dvs. ikke nogen forstyrrende elementer i form af konkurrencer. Jeg valgte for længe siden, da det stod klart at jeg skulle til VM, at jeg ikke ville deltage i DM 10 km landevej. At træffe beslutningen var som sådan ikke så hård, men det var nu hårdt nok for mig at sidde og se med på livestream lørdag middag... Nu her bagefter er jeg virkelig stolt af mig selv, at jeg kunne finde ud af sige fra på trods af at formen aldrig har været bedre. Jeg synes, at jeg som atlet er vokset med opgaven, og er også sikker på at det er valg som dette, der gør at jeg har trænet så kontinuert gennem det sidste år.
Jeg er derfor nu toptunet og klar til at løbe VM cross på lørdag! Motivationen er høj, og jeg kommer til Kina med de bedste forudsætninger for at kunne hive en god placering hjem!

Nu lider bloggen lidt under at jeg ikke har fået lavet opdatering de sidste tre uger, men jeg kan da fremhæve nogle af de rigtig gode intervalpas jeg har lavet:

Lørdag d. 7/3: 5 x 1000 m., pause 3 min (Østerbro stadion)
Her var oplægget at de første to skulle løbes med et vist overskud, og derefter skulle farten skrues op. Resultatet blev: 3.11, 3.10, 3.05, 3.04, 3.04.
Passet blev løbet i almindelige tunge træningssko og uden nogen at følges med. Jeg tror faktisk aldrig jeg har løbet hurtigere end 3.04 på en 1000 m :-)

Torsdag d. 12/3: 3 x 1,7 km, p. 3 (tre runder i den store Fælledpark)
Progressive runder fra 5.24 min - 5.23 min - 5.19 min. Dette gav et samlet snit på 3.11 min/km.
Jeg har aldrig i mit liv løbet så hurtigt på den runde! Det var helt vildt sådan som det bare kørte. Igen en tidlig morgen for mig selv.

Torsdag d. 19/3: 5 km. tempotur: 16.51 min.
En dejlig tur på Strandvejen fra Klampenborg til Hellerup. På mine tempoture kigger jeg meget lidt på uret, og prøver bare at lade benene bestemme hvor hurtigt det skal gå. Denne dag gik det ret så hurtigt :-)


Jeg har gennem de sidste tre uger skruet en lille smule ned for km'erne, og ugen her op mod VM løber jeg ca. 20 % færre km'er end jeg er vant til. Derudover falder intensiteten på mine ture også de sidste par dage op til. Det bliver en meget lang rejse til Kina, og kombineret med en god gang jetlag, mærker jeg nok ikke det store til, at jeg ikke løber så meget, som jeg plejer.

Jeg håber meget af nogle af jer har lyst til at følge med når det går løs på lørdag (kl. 6.15 dansk tid). Her er et link, for dem som er interesserede: http://www.watchathletics.com/schedule/watchlive/1459


søndag den 1. marts 2015

DM 3000 m og DM lang cross

Nogle rigtig gode træningsuger er sat ind på kontoen, og jeg synes faktisk at det er ret imponerende, at jeg slet ikke er i stand til at huske, hvornår jeg sidst er blevet nødt til at justere på træningen pga. skader eller lign. Min træningsmængde har været støt stigende til en mængde på ca. 125 km om ugen, men vi har nu valgt at skrue en lille smule ned for km'erne de næste uger op til VM i cross i Kina d. 28. marts. Jeg vil gerne stå på startstregen i Kina og føle at jeg har gjort alt i min magt for at være så restitueret som muligt.

Jeg valgte i sidste weekend at tage en tur til Jylland for at stille op til DM på 3000 m indendørs i Skive. Jeg har aldrig før løbet på en indendørs bane, og det er efterhånden 4 år siden jeg sidste har løbet noget kortere end 5000 m. Grunden til at jeg valgte at tage til Skive var en lang række af rigtig gode intervaller, som indikerede at formen var super skarp. Jeg havde været inde og tjekke den danske indendørs rekord på 3000 m, og kunne se at den med tiden 9.19.65, bestemt var til at komme i nærheden af. Det var derfor med det ene formål, at sætte dansk rekord, at jeg tog turen til Skive. Vinde ville jeg selvfølgelig også blive nødt til, hvis jeg ville have den danske rekord.
Jakob og jeg havde aftalt at holde et pace på 37 sek./200 m, og allerede fra første omgang gik det lige lidt for langsomt. Her efterfølgende må jeg nok erkende, at jeg i øjeblikket måske mistede lidt troen på om det nu også kunne lade sig gøre og turde ikke rigtig sætte farten yderligere op. Men så sætter jeg faktisk tempoet lidt op hen mod slutningen af løbet, og har her stadig Maria Larsen fra KIF lige i hælene, da der er 100 m igen. Maria rykker her forbi mig, og jeg gør her hvad jeg kan for at følge med. Maria slår mig med knap et halvt sekund, og kommer lige akkurat under den danske rekord. Jeg løber i tiden 9.19.98, og det er en tid jeg er rigtig glad for. Samtidig er jeg vildt ærgerlig over, at jeg undervejs i løbet ikke troede lidt mere på mig selv, for jeg tror egentlig der var mere at komme efter. I dagene efter løbet var jeg simpelthen alt for frisk, og jeg hadede lidt mig selv for ikke at kunne overføre den uovervindelighed, jeg nogengange har efter et kanon intervalpas, til en god følelse på banen.

Dagen efter DM inde var det tilbage til den normale træning, og forberedelse op mod DM lang cross bare seks dage efter. Jeg nåede et par rigtig fine intervalpas i ugen imellem disse to konkurrencer, og glædede mig til at skulle løbe cross, som skulle foregå nærmest i min baghave, Bernstorffsparken.
Jeg var meget spændt i dagene op til den lange cross, for det er jo aldrig til at vide hvor ens konkurrenter står, når det er længe siden man har målt sig med hinanden. Jeg har efterhånden lært aldrig at undervurdere mine konkurrenter, og går altid ind til løbet med en ydmyghed over hvad der måtte være i vente. Det skulle dog ret hurtigt vise sig at være min dag til lang cross, og jeg følte mig ligesom på den korte cross, helt urørlig. Jeg fandt hurtigt et tempo, jeg følte, jeg kunne holde alle otte km, og havde fuldstændig jævne splits på alle fire runder (6.18, 6.12, 6.17, 6.16). Jeg vandt med knap et minut ned til Anna Møller fra Blovstrød og Simone Glad fra Odense. Sådanne dage er man bare ikke til at skyde igennem :-)

Der kommer ikke til at være flere konkurrencer inden jeg tager afsted til Kina d. 24. marts, og det betyder derfor at jeg ikke stiller til start på DM 10 km landevej. Jeg ville ellers virkelig gerne til Middelfart for at løbe en hurtig tid, men VM er simpelthen for tæt på.

Jakob har nu styret min træning siden jeg fødte Valdemar, og her et år efter Valdemars fødsel, må jeg sige, at det har han nu gjort ret godt :-).


                                          Foto: Kim Gudmand

søndag den 8. februar 2015

Uge 6

Endnu en god træningsuge i bogen, og det kører bare derudaf! Man skal ikke tage fejl af at jeg sætter virkelig meget pris på at kunne have løbet så længe nu fuldstændig skadesfri. Jeg får et "tjek" hos min osteopat Gorm Alex Petersen (AP Sundhedscenter) ca. hver 2./3. uge, og det er som om at det gør at min krop hele tiden er ret godt i balance. Selvfølgelig kan jeg da godt mærke at min krop til tider er træt, men den store træningsbelastning taget i betragtning, synes jeg faktisk jeg tager rigtig godt imod træningen.
Jeg har igen i denne uge løbet nogle gode fartpas, selvom det ene, pga. sneen, måtte løbes på løbebånd. Ugens sidste fartpas var henlagt til søndag og 10 km ved Valentinsmilen i Dyrehaven. Planen var at jeg bare skulle have et godt hårdt tempopas, og det ser efterhånden ud som om jeg finder mig rigtig godt til rette i en tid omkring 34 min, og kunne i dag løbe en tid kun 3 sek. fra PR. Tiden blev 34.05, og det havde jeg slet ikke regnet med på en dag som i dag. Der var en ret strid nordenvind, som gjorde at jeg løb de første 5 km på 17.30, og så er det jo ellers bare gået stærkt hjem i medvinden. Det er egentlig først med ca. 300 m. igen, jeg kommer til at se ordentligt på uret, og så prøver jeg ellers at sætte tempo på, men der er det vist ved at være lidt for sent til at sætte PR den dag :-).
Jeg har trænet virkelig hårdt den seneste tid, så jeg var virkelig overrasket over, at jeg egentlig bare uden problemer kan gå ud og løbe 34 min på en 10 km. Det tegner virkelig godt for et måske kommende forsøg på en hurtig 10 km!
Derudover har denne uge også budt på en laseroperation af mine øjne, som jeg fik foretaget i onsdags af Øjenlægernes Center i Charlottenlund (www.olce.dk). Det er helt vildt at man bare få timer efter er i stand til at se! Selve operationen var fuldstændig smertefri, og allerede dagen efter kunne jeg faktisk tage en løbetur! Vildt! Jeg glæder mig til de kommende crossløb, så jeg slipper for at få mudder i mine kontaktliser :-)

Træningen kører videre og håber snart jeg kan løfte sløret for nye og spændende løb her i foråret :-)

søndag den 1. februar 2015

Uge 5

Det har været en rigtig god træningsuge med massere af fart på både mine ture og intervaller. Min ben var heldigvis slet ikke mærket efter den korte cross, og kunne derfor uden problemer løbe et hurtigt intervalpas allerede om tirsdagen. Træningen stod her på 5 x 1 km, p. 2½ med 3.09 i snit på Strandvejen. Jeg løb passet alene, og synes egentlig at det er ret godt at kunne holde det tempo helt alene :-). Torsdagen stod som sædvanligt på en tempotur, 4 km i 3.25 fart. Lørdag løb jeg intervaller i Charlottenlund Slotspark, hvor jeg har fundet mig en rigtig god ca. 1 km rundstrækning. En god kombination af bakker og blødt underlag. Her løb jeg 2 x (1,05 km + 1,05 km) p. 30 sek/3 min + 1 x 1,05 km. Her var der igen rigtig godt med fart på og havde 3.21 i snit på passet, på trods af det meget kupererede terræn og lange intervaller.
Ugen blev rundet af med 17 km. i 3.59 fart rundt i Dyrehaven. Et pas hvor jeg faktisk blev nødt til at holde lidt igen på farten, da jeg kunne se at mit ugesnit for denne uge var meget lavt allerede.

For at illustrere grafisk hvordan min træning har set ud siden starten af september 2014, har jeg sat denne graf ind fra min træningsdagbog. Den viser meget godt, hvor vigtigt jeg mener, det er at have kontinuitet i sin træning, samt hvor vigtigt det er at gå langsomt frem med intervalmængden (vist som den råhvide farve, den blå er opvarmning og afjog, og resten er tur). Det eneste lille afbræk der her er i min træning er ugen efter Eremitageløbet, hvor jeg lige tog en velfortjent hvileuge. Jeg synes samtidig også, at min træning illustrerer meget godt, hvor hurtigt man egentlig kan løbe i konkurrence, selv om man ikke løber så mange kilometer i sin træning. Kontinuitet er her nøgleordet!



Den nedenstående graf viser forholdet mellem den gennemsnitlige hastighed på alle mine kilometer for hver uge, og det totale antal af kilometer jeg har løbet for hver uge. Her ser man hvordan der ikke er de store udsving i hastigheden, men at den bare falder lige så langsomt uge for uge, samtidig med at det samlede kilometer antal øges.
Jeg mener denne graf er rigtig god til at illustrere, hvordan man skal bære sig ad, hvis man ønsker at holde sig skadesfri: Lad være med at have en for hurtig progression, det gælder både hvor mange kilometer man løber, men også hvor hurtigt de bliver løbet!!



mandag den 26. januar 2015

EM cross + Edinburgh cross + DM kort cross

Meget længe siden sidste opdatering, det er ikke fordi jeg har været skadet eller lign., men simpelthen fordi der har været travlt med stævneaktivitet.

For at starte fra en ende af så blev det til en 24. plads til EM i cross, et resultat som jeg var rigtig godt tilfreds med! Jeg har længe været på vej op i mængde og intensitet, så i forhold til mine forberedelser dertil, kunne jeg slet ikke forvente mere. Løbet foregik i 1300 m. højde, hvilket man altså godt kunne mærke. Vi havde dog lige været ude og løbe lidt dagen inden løbet, så det kom ikke som den store overraskelse, og forholdene var jo ens for alle.
Jeg havde et rimeligt konservativt udlæg, og det gjorde også at jeg i løbet af de 8 km, kunne bevæge mig lige så stille op i placering. Selve ruten var meget teknisk og svær, og generelt en rute der ikke passede mit temperament så godt. Sådanne ruter gør det meget svært at finde en rytme, og pga. det meget udfordrende underlag, blev det et meget hårdt løb. Jeg er glad for at jeg havde en god oplevelse med løbet, og ikke mindst at jeg kom igennem uden at blive skadet! Jeg havde en rigtig god tur med landsholdet, og der herskede på hele turen en god holdånd og positivitet.

På baggrund af min placering til EM i cross, efter der var indløbet nogle afbud, blev jeg tilbudt at kunne stille til start i Edinburgh. Her skulle et hold sammensat af løbere fra Europa dyste mod et hold fra USA og et hold fra Storbritannien. Jeg vidste godt at jeg har var udtaget på yderste mandat, og ville virkelig få min sag for! Jeg takkede, efter at have vendt det på hjemmefronten, selvfølgelig ja til dette tilbud.
Løbet var virkelig godt arrangeret, og der var bare styr på det hele! Det var lækkert at prøve at leve det professionelle løberliv for en weekend, hvor der bare er sørget for alt!
Selve løbet var 6 km, på en meget varieret rute, og vejret var egentlig det som blev dagens største udfordring. Der var ca. 2 grader, 15 m/s vind, og en blanding af sne og hagl. Igen lavede jeg her et meget konservativt udlæg, da jeg virkelig havde respekt for det felt jeg var havnet i. Som løbet skred frem begyndte folk virkelig at falde ned i placeringer, og jeg følte mig egentlig bare flyvende i de meget hårde vejrforhold. Jeg kan efterhånden godt fornemme at jeg ligger ret langt oppe i placering, og med ca. 800 m. igen ser jeg den forsvarende Europamester Gemme Steel lidt længere fremme. Det giver mig da lige lidt ekstra motivation, og med ca. 500 m. igen overhaler jeg hende og kan løbe i mål på en helt fantastisk 10. plads. Ligefrem nok til at kunne få en lille pengepræmie med hjem i bagagen :-)

Efter løbet i Edinburgh blev jeg overtalt til også at stille op i DM kort cross, som jeg ellers havde sagt jeg ikke ville løbe. Jeg synes at der havde været meget stævneaktivitet den foregående måned, men Jakob og jeg besluttede at tage DM med også. Og det er jeg nu ret glad for vi gjorde :-)
Dette løb skulle også vise sig at blive et "rigtig" cross løb med godt med sne. Jeg var rigtig spændt inden løbet, præcis som man skal være, hvis man skal præstere. Taktikken var egentlig at jeg skulle være lidt afventede og lade de andre lave deres sædvanelige hårde udlæg, men det endte lidt anderledes. Da starten gik var der ikke rigtig nogen der sprintede afsted, og jeg derfor føringen mere eller mindre fra start. Jeg havde et helt FANTASTISK løb, og følte mig helt overskudsagtig hele vejen. Her mærkede jeg virkelig udbyttet af lang tids kontinuitet og hård træning, og hvor var det en fed følelse at kunne tage den titel!

Fælles for alle de tre løb er at jeg dagene efter konkurrencen har været meget lidt mærket, og derfor har det faktisk ingen betydning haft for min restitution. Min mængde har været støt stigende gennem hele perioden, og jeg har ikke på den måde lavet reel nedtrapning til nogen af løbene. Min krop responderer rigtig godt på træningen, men man skal også passe på mens legen er god. Jakob og jeg har derfor besluttet at min mængde ikke kommer meget over de 120 km, og det eneste der vil stige den kommende periode er intervalmængden.
Jeg har gennem det sidste lange stykke tid ikke haft tid til at komme og træne med Sparta, men jeg tror også virkelig det har hærdet mig når jeg er ude og løbe løb. Jeg er vant til at presse mig selv hårdt, når jeg løber mine intervaller alene, og til DM kort cross fandt jeg bare følelsen af en hård tempotur frem, og løb!

(Jeg har opdateret "Ugens km" ovre i højre side, hvor man kan se min træning de seneste otte uger)