Sara Sig Møller - Eliteløber

Sara Sig Møller - Eliteløber
EM cross Hyeres 2015. Foto: Kim Gudmand

mandag den 18. juni 2012

Uge 24

Status på ugen:
113,7 km. i 3.50 (13 ture).
- herunder:
- 4 x 1 km (ca. 3.22 fart) p.3 min, Fælledparken
- DM 10.000 m, 35 min 25 sek
1 timer og 25 min crosstrainer
2 x 30 min stabilitet

Så kom årets første danske mesterskab i hus! Det er nu dejligt at komme tilbage og dufte lidt til savsmulden igen :-)
DM blev løbet som led i min træning, og jeg er stadig langt fra at være i topform, og vidste derfor allerede inden start at udfaldet kunne blive at jeg ikke ville vinde. Jeg var, som jeg altid er inden konkurrencer, spændt og nervøs, men da startskuddet først gik forsvandt alle nerver, og jeg kunne udføre den taktik jeg havde planlagt, uden at gå i panik over at jeg ikke bare skulle sætte et højt tempo fra start. Jeg tog føringen fra start, men sørgede for ikke at løbe igennem, så der hele tiden ville være overskud til at rykke efter eventuelle angreb. Efter ca. 3 km. går Louise Laursen (AGF) frem og prøver at rykke væk, det splitter løbet lidt mere op, og vi er nogle stykker der følger med. Det ender med at Louise og jeg ligger sammen indtil lidt før 8 km, hvor jeg laver et ryk lige før et kraftigt modvindstykke. Jeg får hurtigt et hul, og presser så ellers tempoet så meget som jeg kan de sidste to km. og vinder med lidt over 20 sek.
Det var helt underligt for mig at løbe et taktisk løb, og ikke bare stikke afsted fra start, men det var blev faktisk en rigtig god oplevelse, hvor jeg hele tiden følte at jeg havde løbet under kontrol.
Det var rart for mig at kunne forsvare min DM-titel fra sidste år, på trods af de forberedelser jeg har haft!

Der er efterhånden heller ikke meget tid på crosstraineren, og jeg havde aftalt med mig selv at når mængden ramte de 120 km./uge ville det være slut med den alternative træning, dvs. bye bye crosstrainer :-)

Om knap to uger rejser jeg til Corsika i tre uger, som jeg også gjorde sidste år. Her bliver det en blanding mellem en lille smule arbejde som rejseleder, samt afslapning og træning.... og frem for alt masser af sol :-)

søndag den 10. juni 2012

Uge 23

Status på ugen:
108,4 km. i 3.50 (13 ture).
- herunder:
- 2 x 2 km (3.27 snit) + 1 x 1 km (3.19 fart) p.3 min, Utterslev Mose
- 5 x 1 km (3.23 snit) p. 3, Fælledparken
3 timer og 10 min crosstrainer
2 x 30 min stabilitet

Tilbage på sporet igen efter den forfærdelige uge med kramper. Jeg har stadigvæk en lille smule crosstrainer i min træning, hvor jeg kombinerer mine løbeture med supplerende 40-45 min på crosstraineren efter min aftenløbetur.
Kroppen har det godt igen efter en god gang behandling hos min uundværlige behandler (oesteopat) Gorm Alex Petersen i fredags. Jeg er hos Gorm ca. hver anden uge, og det har jeg faktisk været rimelig fast igennem de sidste 2 år. Gorm kender efterhånden mig og min krop rigtig godt, og det er altså alfa omega for, at man hver gang får den helt optimale behandling!
Den næste uge byder på årets første DM for mig, da jeg som led i min "genoptræning" har valgt at stille til start på DM 10.000 meter i Randers. Det skal nok blive rigtig hårdt for mig, da der stadig mangler en del før kroppen er hvor den var på samme tidspunkt sidste år....

Uge 22

Status på ugen:
69,3 km. i 3.55 (9 ture).
- herunder:
5 x 1 km. (ca. 3.25 i snit) p. 3 min. Bagsværd og Lyngby Sø
3 timer crosstrainer
1 x 30 min stabilitet

En rigtig øv uge der var præget af mine mærkelige kramper en stor del af ugen. Jeg kunne slet ikke løbe tirsdag, onsdag og torsdag, og prøvede desperat med en masse behandling for at få benene okay igen. Fredag morgen var benene pludselig bedre igen, og jeg kunne genoptage træningen. Slet ikke at kunne løbe i tre dage plus en lang rejsedag mandag, gør at det er svært at nå det man havde håbet på.....
Jeg er efterhånden kommet frem til, at det er en kombination af stress kombineret med ubalance i elektrolytter, der skaber de vanvittige kramper, som jeg får.