Sara Sig Møller - Eliteløber

Sara Sig Møller - Eliteløber
EM cross Hyeres 2015. Foto: Kim Gudmand

søndag den 24. marts 2013

Lidt stof til eftertanke.....

Det var så i dag at slaget skulle stå om DM 10 km landevej i Århus. Det har hele tiden været planen at jeg skulle løbe dette løb, og var også planen indtil torsdag i sidste uge hvor jeg var ude for en ubehagelig oplevelse.

Efter mit halvmarathon i Haag var jeg helt ekstremt påvirket i mine ben, og kunne nærmest ikke bevæge mig i tre dage. Efter tre dage med løbefri skulle jeg torsdag morgen ud på min morgentur, og efter 400 m. da jeg stoppede ved et lysskryds, begyndte det at sortne for mine øjne og jeg besvimer. Det næste jeg ser er at jeg ligger på asfalten, og der står to kvinder ved siden af mig. Jeg er noget forvirret og har ondt i hovedet efter at have ramt asfalten. Den ene kvinde følger mig hjem til Jakob, og vi kører på skadestuen med det samme.
På skadestuen får jeg lavet et EKG for at tjekke min hjerterytme. Der er ikke umiddelbart noget at se på EKG'en, men da Maria, min tvillingesøster, er opereret for atrieflimmer, bliver jeg henvist til hjerteafdelingen.
Jeg bliver sendt hjem fra skadestuen med noget af en hovedpine, og i det hele taget meget rystet over situationen. I de efterfølgende dage genoptager jeg langsomt min løbetræning igen, og Jakob er med til at holde mig ved selskab på nogle af mine ture, hvis jeg skulle blive dårlig.
I onsdags var jeg så til ultralydsscanning af mit hjerte, som ikke viste noget unormalt, udover et forstørret venstre forkammer, som er meget normalt for elitesportsfolk. Om ca. 10 dage skal jeg have lavet en test på cykel hvor de monitorerer min hjerterytme under arbejde. De vil her også prøve at se om de kan finde ud af om hjertet har en knude der forstyrrer min sinusknude, ved at blokere signalet fra sinusrytmen kortvarigt.

Det er nu ca. 10 dage siden at jeg er faldet om, og jeg har det generelt godt, og kan godt træne. Når det så er sagt er jeg selvfølgelig bange for om der er noget galt med mig.... Og derfor valgte jeg, at jeg ikke ønskede at udsætte min krop for 10 km. konkurrence lige nu.

Jeg håber at undersøgelserne viser at jeg er sund og rask, og at min besvimelse bare skyldes mit meget lave blodtryk og ekstremt lave hvilepuls.....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar